Som du måske allerede ved, skriver jeg ud fra overbevisningen, bygget på erfaringer fra mig selv og mit arbejde med mennesker gennem 25 år, at tabet af kontakt og kærlighed er vores alles grundtraume. Erfaringer om øjeblikke, længere eller kortere, hvor vi ikke fik den kærlighed vi havde brug for. En erfaring så smertelig at vi lærte ikke at mærke os selv fuldt ud.

 

I en terapeutisk gruppe ledet af mennesker der aktivt har har forholdt sig til og mærket deres eget grundtraume, dets historie og betydning, kan vi gøre nye erfaringer og hele smerten i hjertet.

Dette kan også lade sig gøre i individuel terapi sammen med den samme slags mennesker. Men i gruppe får vi foræret en masse ekstra.

Når andre gruppedeltagere deler af deres historie, deres smerte, berøres vi og kommer i kontakt med vores egen. Når vi berøres er det fordi vi kender til den smerte den anden deler ud af. I denne berøring opstår muligheden for at vi kan gøre nye erfaringer og dermed hele smerten.

 

I grundtraumet bor en følelsesmæssig ensomhed. Når vi hører og mærker de andre deltageres historie gør vi nye erfaringer om ikke at være alene med smerten. Eller som jeg plejer at sige: Der bliver mindre ensomt i lortekanoen.

 

Det kræver vovemod at gøre sig nye erfaringer. At se andre vove det som føles så farligt og lykkes med det, er støttende for vores eget mod. Når det går godt for de andre at vove, så tør jeg lidt mere.