Præmissen for disse mine ord er at kærlighed er et spørgsmål om liv eller død.

Et hvert barn ved i sin sjæl og krop, at vi ikke lever af brød alene. Mennesket er et flokdyr og uden kærligt nærvær går det til grunde, – før eller siden. Jo yngre vi er, jo større betydning har det kærlige nærvær og jo dybere spor sætter det. Ligesådan fraværet af kærligt nærvær.

Af det kærlige nærvær kommer selvværdet. At jeg er noget værd som individ, at jeg er værd at elske. Denne følelse er grundlaget for at jeg mærker mig selv og accepterer det jeg mærker.

Behov, lyst, følelser og grænser for hvad jeg vil udsætte mig for.

I fraværet af kærligt nærvær vokser en underliggende følelse af at jeg ikke er værd at elske; at jeg ikke er værdig til kærlighed, fra mig selv og fra andre.

I fraværet af at føle mig værdig til kærlighed som den jeg er, opstår muligheden for at jeg kan føle mig værdig til kærlighed ved det jeg gør. Og da min overlevelse er direkte knyttet til at opleve kærlighed, bliver betydningen af det jeg gør direkte knyttet til min krop og sjæls overlevelse. Det jeg gør bliver et spørgsmål om liv eller død. Kombinationen af ikke at mærke mig selv og mine grundlæggende og sande behov med at føle det livsnødvendigt at gøre og præstere, bliver en livsfarlig cocktail.

Hvis jeg både ikke mærker mig selv og mine grundlæggende, sande behov, og føler det livsnødvendigt at gøre og præstere, er jeg i gang med at indtage en livstruende cocktail.

Følelsen af at det er vigtigt at præstere, presser behovet for at respektere hvad jeg magter, hvad min krop kan klare, til side. Kroppen begynder at reagere, livsvigtige funktioner som puls, blodtryk, søvnregulering og fordøjelse forandres. Kroppen går i alarm over at behovet for at præstere, for at føle mig god nok, for at føle mig værd at elske, skubber grænserne for hvad jeg magter, hvad jeg har brug for, til side. Mit tillærte behov for at præstere overdøver min evne til at høre og respektere mig selv. Jeg forlader mig.

Heri ligger grundlaget for stress. Ikke i verdens krav, ikke i de ting jeg (tror) jeg skal nå, men i min tillærte forståelse af at kun ved at gøre og præstere, kan jeg få det kærlige nærvær jeg var så afhængig af for at overleve.

Kun ved at gøre mig fri af fortidens tillærte adfærd, kan jeg blive fri. Fri for stress og fri til at leve i og med kærligt nærvær fra og med verden og alt levende i den. I dette valg ligger også et opgør med offerrollen. Offerrollen fortæller mig at det er udefrakommende faktorer der bærer skylden for min lidelse. Ved at påtage mig valget og valgets ansvar, bliver jeg fri.